Overtonefløjte og benfløjtekursus

Kursus i overtonefløjte og benfløjte- fremstilling.                                                         (in english)

Lav din egen overtonefløjte (seljefløjte) og benfløjte.

Kurset vil strække sig over to dage d. 3 og 4 juni  2023
fra kl 10 til 16 begge dage.

Pris 900 dk.kr. for begge dage og 500 dk.kr. for en enkel dag. 

Antal deltagere: min. 6 og max. 12 deltagere.

Det vil foregå i Hjortshøj lidt udenfor Aarhus i Danmark. Nærmere besked kommer senere alt efter vejrforhold og antal tilmeldte.

1. Dag 

Den  første dag vil vi koncentrere os om at lave overtonefløjter/seljefløjter
og vi vil lave dem i pilegrene og hyldetræ.
Fløjter af hyldetræ vil kunne holde meget længere end pilefløjter.

Det er en god idé allerede i god tid at finde nogle lange og lige hyldegrene,
men det er også muligt at købe hyldegrenene af mig.

En overtonefløjte er en fløjte der spiller på overtonerækken. Fløjten er lang og tynd og i Norge kendes den under navnet den lange seljefløjte eller bare en seljefløjte. Den er fremstillet af lange pilegrene (seljepil), hvor veddet er taget ud af barken, således at fløjten består af et langt barkrør. Disse barkrør har bare den ulempe, at de let tørrer ind og dermed bliver fløjten ubrugelig.Til gengæld er det let og hurtigt at lave en pilefløjte. I Danmark er det oplagt at fremstille overtonefløjten ud af en lang hyldegren, da den har en tyk og naturlig marv i midten og derfor er let at gøre til et langt trærør. Vi har da en fløjte der kan  holde meget længe.

2. Dag

Den anden dag vil vi gå igang med at lave fløjter ud af knogler. 

De ældste benfløjter vi kender er omkring 40.000 år gamle, og der er også fine fund af dem fra jernalder og vikingetiden. Så her har man virkelig mulighed for at fordybe sig i både et håndværk og en genstand, som har lange dybe rødder i vores kulturhistorie.

Underviser Aksel Striim er musiker og instrumentmager. Aksel er et kendt ansigt indenfor den historiske musikbranche, blandt andet som medlem af gruppen Krauka, og har stor viden indenfor brug og fremstilling af historiske instrumenter.